6 ugers selvvalgt…

Vi sidder 4 mennesker rundt om bordet. Kvinder. I alt nok 8 borde. I dag skal vi høre om 6 ugers selvvalgt. Rundt omkring, langs væggene er sort med mennesker. Jeg er forvirret. Hvad laver alle de mennesker her? Havde forestillet mig jobsøgende samt medarbejder hos A-kassen der informerede om ret og pligt, og måske lidt individuel rådgivning. De fleste tilstedeværende er tydeligvis ikke i A-kassen, men gesjæftige unge mennesker med kække frisurer og logoer på tøjet.

Mine frustrationer startede allerede på vej op i elevatoren, hvor jeg står presset ind mellem 4 personer, alle med et ca. 50 cm langt hylster på ryggen, som henleder tankerne på en instrumentkasse. Skal vi høre musik? Har jeg taget fejl af dagen? Stedet? Temaet?

Sammenhængen bliver smerteligt indlysende i løbet af de første 15 min. Instrumentkasserne indeholder mobile boards, som de gesjæftige unge mennesker med logo på tøjet (CBS, About Time, Commitment Lab, FutureCompany etc.) skal bruge når de får behov for tekstuelt back up til deres salgstale. Ok.

6 ugers selvvalgt kursus. Hvad kan jeg vælge? Coaching, projektledelse, praktisk kommunikation, projektstyring, mindfulness, præsentationsteknik, økonomi. Ok.

Der er stille rundt om mit bord. Den ene kvinde skribler hurtigt, lidt stresset på en seddel. Overfor sidder en anden kvinde og tager det hele ind, virker koncentreret om virvaret. Kvinden til venstre for mig ditto. ”Undskyld”, indleder jeg ”hvad laver I?”. Indser det tåbelige i mit spørgsmål. Gentager undskyldningen. ”Jeg mener, hvor kommer i fra… altså hvad er jeres baggrund? Kvinden til venstre siger med et venligt smil, at hun er kunsthistoriker. Kvinden overfor er cand. mag i engelsk og fransk.” Jeg håber ikke I tager det ilde op… men jeg har studeret flere af kursustilbuddene og jeg har svært ved at koble mig selv med projektledelse, coaching, forretningsstrategi mv. Jeg ved godt det kommer lidt pludseligt, og at vi ikke kender hinanden. Jeg har bare brug for at spørge… altså inden det går løs: Er det kun mig der har svært ved at se mig selv på et af de udbudte kurser?”. Der er stille lidt igen. På en måde en pinlig omend venlig stilhed. Kvinden til venstre lægger ud med at spørge hvad min faglige baggrund er. Litteraturvidenskab. Stilhed igen. Cand. Mag i fransk og engelsk tager ordet: ”Joh… jeg havde tænkt mig at forbedre mine sproglige færdigheder”. Jeg er forvirret. Hun ser det og fortsætter ”Jeg mener, at jeg bør blive bedre til at ordsætte mine færdigheder, så forståelsen af hvad jeg kan og hvordan jeg kan være en værdifuld medarbejder fremgår mere klart af mine ansøgninger”. Kvinden til venstre, kunsthistoriker, nikker og tilføjer: ”man kan lære sig en terminologi, der letter forståelsen af ens faglige kompetence, at markedsføre sig selv”. Ok.

Jeg vover pelsen, men taler lavt og smiler meget samtidig for at afbøde effekten af det jeg skal til at sige og holde muligheden for dementi pivåben: ”Man skulle da ellers tro, at det sidste man med vores ballast har behov for, er at lære at udtrykke sig”. Cand. Mag i fransk og engelsk smiler skævt og ler lidt genert, men kommenterer ikke. Jeg tør lidt mere ”Jeg mener, at det måske burde være os, der udbyder kurser til de aktive unge mennesker langs væggene?”. Igen en lav fnisen, nu også fra venstre sides kunsthistoriker. Jeg har tilsyneladende sagt noget frækt. De ved det og jeg ved det, men ikke hvorfor det er lige frækt nok, det jeg har sagt. Jeg lader tanken ligge der og noterer mig, at der må tænkes videre på den efter mødet.

Efter 15 minutters introduktion til dagens program, vælter de meget aktive unge mennesker med præsentationsboards, brochurer, visitkort mm. ud af rummet og fylder gangarealet op, flyder ind af alle døråbninger på vejen op ad gangen, til hver eneste kvadratcentimeter er fyldt ud med kursustilbud og deres fortalere. Der gives en sidste information, mens vi stadig er siddende. Erfaren medarbejder på a-kassen stiller sig til rådighed for eventuelt forvirrede individer, med en snak og et derpå følgende peg i retning af et kursustilbud. Jeg er først i denne kø. Hun ser venligt på mig med et modent blik, der indeholder løftet om vejledning. Jeg starter: ”Hvis man nu overhovedet ikke kan identificere sig som menneske, hverken fagligt eller personligt med de ord, der er sat på kursustilbuddene, findes der så en slags liste B tilbud for os? Jeg genkender godt alle kursusnavne fra virkeligheden, men jeg tænkte, at der jo også skal være noget til den mere utjekkede del af os.” Jeg smiler og sætter en lille latter på, rygdækker. ”Hvad forestiller du dig, at du laver fremover? Hvis du kunne vælge frit” spørger hun venligt, ingen slinger i valsen. Jeg ville hjertens gerne skrive en PhD, men tager også til takke med mindre end det. Dog ser jeg mig på en form for videregående læreanstalt eller en kulturel institution af en eller anden art, beskæftiget med litteratur, kultur, urbanitet mv. Hun ser koncentreret på mig mens hun eftertænksomt tapper sig på læben med pegefingeren. Jeg afventer. ”Jah” starter hun – “jeg tænker projektledelse…”. Der bliver mørkt i mit hoved og jeg opsamler med nød og næppe ordene: Prince2, værktøjskasse, klædt på, optimere, strukturere og målrette. Jeg beslutter at holde hende fast lidt endnu, trods den utålmodige kø bag mig. Jeg beslutter også, at spørge dumt: ”ok, men hvad er projektledelse helt konkret? Hvordan kan jeg bruge det indenfor mit fag?” Hun læner sig tilbage i stolen og svarer med armene over kors og et nærmest imponeret(?) smil på læben: ”Ja, hvis du tør stille spørgsmålet igen, så er jeg sikker på du vil blive klogere. Gå du hen til en af kursusudbyderne og lad dem hjælpe”. ”Tak” siger jeg og når lige, at trække tasken over skulderen før den næste sætter sig i stolen.

Missionen nu, er altså at finde ud af, hvad projektledelse er. Jeg forstår godt ordet projekt og ordet ledelse, men i mit univers er det en samlet betegnelse på linje med ordet ”mad”, som kan være mange ting og dog som minimum bør præciseres – eller for projektledelsens vedkommende – burde findes i en mere fagligt differentieret version.

Jeg slår vejen ind om DTU og DM og stiller mit dumme spørgsmål. Her hører jeg ordene fra før igen: projektledelse, værktøjskasse mv. Ok. ”Hvad er det for en type projekt man lærer at lede?” Igen: ”hvad vil projektledelse så helt præcist sige?” I forklaringen indgår ordene ”værktøjskasse, klædt på, optimere” – vi kender smøren. Jeg nægter at give op: ”Ja men hvad er der i værktøjskassen?” Jeg hører ordene ”overordnede redskaber, strukturere og målrette”. Jeg gir op.

På vej ned i elevatoren samler jeg op på tanken fra tidligere om, at det er frækt, hvis man ikke føler behov eller velvilje ift. at oplære sig selv i tidens nyeste buzzwords. Jeg har i mit liv fundet masser af gode grunde til at lære en helt ny terminologi eller et helt nyt sprog for den sags skyld, og har også fulgt op på det. Jeg kan også godt forstå, at man med en meget klassisk uddannelse, ikke nødvendigvis er opdateret på alle buzzword-fronter. Min uforståenhed går på, hvorfor det er vigtigt? Hvorfor er det nødvendigt? Det er jo ikke fordi vi ikke kan tale sammen, når vi har forskellig måde at udtrykke os på. Hvorfor et det et krav, at man udover at uddanne sig og skabe sig erfaring, skal markedsføre sig selv? Det virker som om, vi skal sælge akademikeren i sækken, at vi skal camouflere ham eller hende til at ligne noget Niels Brock lige har spyttet ud. Er det urimeligt at antage, at en virksomhed, der har behov for et menneske med en akademisk baggrund, selv er klar over det? Hvis ja, og det lykkes os at sælge en akademiker til en stakkels lille eller mellemstor virksomhed, der egentlig ikke vil have det, men lader sig lokke af buzzwords, er vi så i mål?

Hvis en virksomhed omvendt ønsker sig en akademikers hjælp, er det så ikke antageligt, at de, trods alt, deler sprogpøl nok til gennem samtale at finde frem til et givende samarbejde?

Med andre ord, så er jeg helt klar over hvor nørdede og utjekkede mange akademikere virker – i hvert fald dem, der ikke har været igennem moderniseringsmodul 2013. Men gør det så meget?